Blogindlæg

Inden du klager til Forbrugerombudsmanden over spam

Publiceret den af
Del artiklen på:   

Du kender det garanteret. Du har købt en vare hos en virksomhed og nu sender de dig pludselig et hav af nyhedsbreve om andre, tilsvarende produkter. Straks bliver du vildt irriteret og får lyst til at klage over denne form for, i din optik, ”utilsigtede” markedsføring.

Det kan da godt være, at du som kunde har købt en ny lædersofa. Men det er da ikke ensbetydende med, at du ønsker at modtage nyhedsbreve om, hvilke plejemidler der er bedst til at vedligeholde lædersofaer.

Derfor forsøger du med det samme at finde telefonnummeret eller mailen til Forbrugerombudsmanden, så du kan klage over denne irriterende ”spam”-relaterede markedsføring fra virksomheden.

Men er der i virkeligheden tale om spam? Ville Forbrugerombudsmanden kategorisere denne hændelse som en lovovertrædelse jf. Spamforbuddet?

Virksomheder kan gøre brug af en undtagelsesregel, som gør det muligt at markedsføre egne tilsvarende produkter uden samtykke

Ifølge Markedsføringslovens § 10 stk. 2 gælder en undtagelsesregel for virksomheder, når det kommer til markedsføring og kundens samtykke til markedsføring.

Undtagelsesreglen lyder, at det er lovligt for sælgeren at markedsføre sine egne tilsvarende produkter via en elektronisk adresse, hvis en kunde, i forbindelse med et køb, har givet en elektronisk adresse til virksomheden.

Og denne form for markedsføring kan foregå helt uden et forudgående samtykke, så længe der altså er tale om tilsvarende produkter fra virksomheden af.

Kunden skal til gengæld have ret til at frabede sig denne type henvendelser. Derfor gælder der særlige betingelser, når det handler om markedsføring via elektronisk post uden et forudgående samtykke.

Hvis en virksomhed gør brug af undtagelsesreglen ved markedsføring via elektronisk post uden et forudgående samtykke, gælder følgende:

      1. Modtageren skal have købt et produkt hos virksomheden.
      2. Kunden skal selv have oplyst sin elektroniske adresse i forbindelse med salget, fx en mailadresse.
      3. Kunden skal være oplyst klart og utvetydigt om, at han/hun vil modtage markedsføring fra virksomheden til kundens oplyste elektroniske adresse.
      4. Kunden skal ved afgivelsen af den elektroniske adresse klart og utvetydig oplyses om muligheden for at frabede sig markedsføringen på en let og gebyrfri måde.
      5. Kunden skal ved hver efterfølgende henvendelse fra virksomheden oplyses om muligheden for at frabede sig markedsføring.
      6. Henvendelserne må kun indeholde markedsføring for virksomhedens egne tilsvarende produkter.
      7. Produkterne, som markedsføres, skal være tilsvarende produkter som dem, kunden har købt.

Forbrugerombudsmanden (Spamforbuddet, kap. 9, afsnit 9.1).

Hvad kendetegner ”tilsvarende produkter”, hvor virksomheden ikke behøver en kundes samtykke?

Ifølge Forbrugerombudsmanden betyder ”tilsvarende produkter” nogle produkter, der er inden for samme produktkategori, som kunden har købt. Det svarer til tilbehør og relevant udstyr til det produkt, en kunde har købt. Forbrugerombudsmanden skriver selv:

”I vurderingen af, hvad der er tilsvarende produkter, skal der tages udgangspunkt i det produkt, kunden har købt. Har kunden fx købt en sofa, vil plejemidler til stoffet på sofaen være tilsvarende produkter. Har kunden derimod købt plejemidler, der kan anvendes til en sofa, vil sofaer ikke være tilsvarende produkter” (Spamforbuddet, kap. 9, afsnit 9.2).

Med andre ord er et plejemiddel til en sofa et tilsvarende produkt (til en sofa), mens en sofa ikke er et tilsvarende produkt (til et sofa-plejemiddel). Eksempel følger…

Hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet med lædersofaer, vil plejemidler til en nykøbt lædersofa være lovligt, da plejemidler ifølge Forbrugerombudsmanden er et tilsvarende produkt til den købte sofa.

Hvis det derimod er et plejemiddel, som kunden i første omgang har købt til sin lædersofa, vil ”lædersofaer” ikke være et tilsvarende produkt. Sofaer generelt i ovenstående case, uanset tekstiltype (læder, velour, etc.), vil ikke blive betragtet som ”tilsvarende produkter”, men derimod som spam til kunden fra virksomheden side. Det er fordi, virksomheden må antage, at kunden allerede ejer en sofa, som vedkommende kan smørre sit plejemiddel på. Derfor vil sofaer ikke tilhøre kategorien ”tilsvarende produkter”, når plejemidlet er det først købte produkt.

Hvad opfatter Forbrugerombudsmanden som ”tilsvarende produkter”?

Forudsat at det er virksomhedens egne produkter, opfatter Forbrugerombudsmanden følgende til at høre under kategorien ”tilsvarende produkter”:

        • Hvis en virksomhed har solgt garn til en kunde, vil strikkepinde, hæklepinde, garntasker, strikkeopskrifter og andet tilbehør til strikkegarn, som virksomheden selv sælger, være ”tilsvarende produkter”.
        • Hvis en bilforhandler har solgt en bil til en kunde, vil markedsføring af service, reparation og vinterdæk til bilen være omfattet af bilforhandlerens ”tilsvarende produkter”.
        • Hvis en kunde har købt en flybillet til Rom, vil en flybillet til London eller New York være ”tilsvarende produkter”.
        • Hvis en kunde har købt en flybillet, vil tilkøb af kuffert, mad ombord og opgradering af billetten være ”tilsvarende produkter”.
        • Hvis en kunde har købt en cykel, vil en ringeklokke, en cykelhjelm, en cykeltrailer eller et serviceeftersyn af cyklen være ”tilsvarende produkter”.
        • Hvis en kunde har købt en mobiltelefon hos en televirksomhed, vil et mobilabonnement være ”tilsvarende produkter”.

Forbrugerombudsmanden (Spamforbuddet, kap. 9, afsnit 9.1)

Hvad opfatter Forbrugerombudsmanden IKKE som ”tilsvarende produkter”?

Forudsat at det er virksomhedens egne produkter, opfatter Forbrugerombudsmanden følgende til IKKE at høre under kategorien ”tilsvarende produkter”:

              • Hvis en kunde har købt en flybillet til Rom, vil et krydstogt til Caribien ikke være ”tilsvarende produkter”.
              • Hvis en kunde har købt et møbel i et varehus, vil markedsføring af gryder ikke være ”tilsvarende produkter”.
              • Hvis en kunde har købt en cykel, vil en knallert ikke være ”tilsvarende produkter”.
              • Hvis en kunde har købt en telefon, vil et fjernsyn ikke være ”tilsvarende produkter”.
              • Hvis en kunde har købt en mobiltelefon hos en televirksomhed, vil et bredbåndsabonnement ikke være ”tilsvarende produkter”.

Forbrugerombudsmanden (Spamforbuddet, kap. 9, afsnit 9.1)

Kan jeg stadig klage til Forbrugerombudsmanden på trods af Markedsføringslovens undtagelsesregel?

Du har altid ret til at klage til Forbrugerombudsmanden.

Til gengæld, hvis din klage hører under undtagelsesreglen for virksomheder i Markedsføringslovens § 10 stk. 2, kan du ikke forvente, at Forbrugerombudsmanden vil gøre noget ved din klage. Tænk dig derfor godt om og undersøg lovgivningen grundigt, inden du klager over spam fra en virksomhed til Forbrugerombudsmanden.

Har du spørgsmål i denne forbindelse, skal du være mere end velkommen til at kontakte os for at få den nødvendige rådgivning. Så får du svar på dine spørgsmål med det samme og du undgår samtidig at bruge for meget tid på en klage, der måske i sidste ende kan vise sig at være spildt tid.

Vil du have besked om nye blogindlæg og invitationer til gratis webinars?

Tilmeld nyhedsbrev
(Knappen åbner side hos mailchimp.com)

DISCLAIMER: Ovenstående er skrevet ud fra bedste fortolkning af GDPR på nuværende tidspunkt. Ændringer i love, vejledninger, praksis mv. kan have betydning for fortolkningen fremadrettet. Vi anbefaler altid, at du får juridisk rådgivning om den konkrete behandling, hvis du vil være sikker på at overholde reglerne.

Del artiklen på:   
Kunder vi rådgiver